Navigation Menu

»Jamen, je’ lytter aller’ te’, hva’ der blir’ saut..«

Mens Grethe Randrup og hendes mand – betjent i Svendborg – havde fritidshus på Birkholm, brugte Grethe alle midler for at skaffe penge til nye diger. Her produceres der rygeoste i Nilfisk-støvsugere.

DER SENDES MANGE VENLIGE TANKER fra Birkholm til Grete Randrup når vandstanden i Det sydfynske Øhav i disse klimaforandringstider når nye rekordhøjder. Den flittige samfundsdebattør, på toppen af Frøavlen i Svendborg, er på vej mod 90. Fra computerbordet i penthouselejligheden er der kig fra Livets tredie Halvleg – hen over Frederiksøen til de små samfund hist ude, hvor Grethe Randrups navn lever for stedse.
På Birkholm tog Grete initiativ til en digefond, og den aktive kvinde var selv med til at fylde digekassen. I familiens daværende fritidshus fostredes gennem årtier mange gode ideer. De hjemmelavede rygeoste, produceret i Nilfisk støvsugere, var en af kuriositeterne.
Men der var støttekroner i alt, hvad Grete Randrup satte iværk. De to diger, der sikrer Birkholm mod højvande, blev forstærket og vedligeholdes stadig af øens fem beboere. Ved stormfloden 6. november 2005 holdt de nok engang stand mod havets kræfter, selvom vandstanden nærmede sig to meter over det normale.

Den store stormflod
Folk, der er født, eller har levet det meste af deres liv i øhavet, taler altid ved højvande om stormflodskatastrofen i 1872. Det var før begrebet drivhuseffekt tog bolig i professionelle mørkemænd og gjorde stipendiaternes pengetanke til vældige danaidernes kar.
Helt uden hjælp af udstødningsgasser fra biler, industri og fly rejstes dengang  en storm fra nordvest.

Det var onsdag den 13. november 1872. I Kattegat var stormen steget til orkanstyrke. Vandmasserne skubbedes ned gennem bælterne til Østersøen. Om aftenen var vandstanden i Det sydfynske Øhav som i onsdags. Omkring to meter over dagligt vande.
Men det skulle blive endnu værre. En anden storm, født oppe i bunden af Den botniske Bugt, voksede også til orkanstyrke. De to lavtryk sendte kolossale vandmasser hver sin vej ned gennem farvandene.

Skæbnefællesskab
Før den næstsidste kommunalreform var Birkholm, Skarø, Hjortø, Hjelmshoved og Drejø ét sogn. Sognet havde to kirker, fire forsamlingshuse, to mejerier, fire skoler, en række dagligvarehandlende, talrige håndværkere, fiskere og landmænd. Det var et lille, velfungerende sogn med tætte bånd mellem øerne. Man giftede sig på tværs af tro, stand og erhverv. Når de lyse nætter draperede det fortryllende skær over øhavet, kogte hormonerne. Slægt fulgte slægters gang. I dag bor her omkring 100 mennesker. Ved sidste århundredeskifte var der op mod 1000 beboere i øhavet.
De fem småøer havde i århundreder skæbnefællesskab frem til optagelsen i den nye Svendborg Kommune i 1966. Men så skiltes vandvejene. Birkholm forlod i 1964 et århundredlangt samliv med de fire andre øer og blev en del af Marstal Landsogn.
I den epoke stiftede jeg bekendtskab med de unge fiskerbrødre, Morten og Frede samt deres mor. Marie bestyrede Birkholm Samtalestation. Det lille omstillingsbord med tavle og kabler i rød ebonit stod i stuen – med vidunderlig udsigt over Knudedybet mod Tåsinge og Strynø. I køkkenet bød brødrene på stegt ål.

Den farefulde færd
Det var krævende at være journalist på de tider. Når skiftende øudvalg inspicerede Det sydfynske Øhav, skete det primært i foråret med høj sol og lyse nætter til hjemfærden. Anført af borgmesteren lagde man ud med inspektion på Hjortø hos postbådsfører Greve Rasmussen. En let formiddagsanretning med en halv snes fade gjorde den farefuld færd videre mod Drejø til en lystig foreteelse.
I smedens bolig ved mosen bød Kirsten og Vagn Nielsen velkommen. Her beså man øens slukningsmateriel, der var fragtet ned fra sprøjtehuset, så øudvalget kunne foretage inspektionen, siddende ved frokostbordet med stegte ål og syltede ål og ål i gele og røgede ål. Jetta havde inden inspektionen forstærket købmandsbutikkens lager med hjælp af overfartsleder Martin Boutrup. Snapsene var med strandmalurt, plukket på Bækskilde ved kirken. Pastoriseret brændevin i himmelske byger!

Strenge Jens og Knejdi’
Turen tilbage til havnen skete med eskorte af Strenge Jens på 95 og knejti’, Hans på 65. Ved molen ventede stationsleder Emil Nielson, der var øverstbefalende på Redningsfalcken, men også under inspektionsrundens sidste og vanskelige opgave: Æggekagen i borgmestersommerhuset ved gadekæret på Skarø. Her havde købmandsægteparret Lise og Ove sikret inspektionens forløb med kasser fra Svendborg Bryghus. Æggekagerne blev vederkvæget med pæresnaps af egen borgmesterlige avl fra pæretræet i Valdemarsgade.
Den farefulde færd gennem øhavet sluttede betids nok til en godnathivert på »Svendborgsund« hjemme i Svendborg.

Kæmpebølgen
Men tilbage til køkkenet i Birkholm og snakken om stormfloden 12. til 14. november 1872. Når vi gik ind i køkkent og lod ålene svømme, strejfede blikket et hak i dørkarmen på ind til øens telefoncentral.- Hvad er det, spurgte jeg, professionelt nysgerrig?
– Jamen, det er jo højvandsmærket, lød det indforstået fra Frede, og så fik jeg beretningen, som brødrene havde fået den af deres bedsteforældre.
Om kæmpebølgen, der rejste sig syd for Lolland og ind over Det sydfynske Øhav. Vandstanden syd for Fyn og Lolland var visse steder op til 4,5 meter over det normale. Beretningen om den katastrofe får du en anden gang.

Morten og Frede Mortensens legendariske mor, Marie Central

Men historien om Marie på Birkholm Samtalestation trænger sig vældigt på. Det var sømanden, der ringede hjem fra Østen og fortalte konen om livet og fristelserne i Shanghai og Penang. »Nåeh nej«, afbrød sømanden. »Du får resten af historien, når jeg kommer hjem. Marie sidder og lytter med oppe på centralen«.
Dagen efter mødtes sømandskonen og Marie på bænken ved gadekæret. Marie var gram i hu: »Nu skal je’ sige dig enj ting, min goe’ Stine: »Je’ lytter aller te’ alt det, der blir’ sau’t«.

 

Har du en kommentar til indlægget? Så skriv din mening!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *